Denne måneds profil er:

 

Bo Rasmussen        

 

 

Bo, lad mig høre, hvornår du begyndte at spille…

- Joh, jeg fik min første guitar i 1970, en stratkopi af mærket Stagg Efter et par år dannede min lillebror og jeg et orkester sammen med nogle venner, og vi hed i øvrigt ”Dance on”. Jeg spillede rytme, og det handlede mest om Shadows og melodier med flerstemmig sang…som Beach Boys, Hollies og Red Squares.  Jeg havde faktisk i al beskedenhed en rigtig god falsetstemme dengang,  og jeg elskede at bygge harmonierne op. Vi spillede sammen i 8 år, hvor jeg stoppede i orkestret. Nogle måneder senere begynde jeg i orkestret ”Players”, hvor jeg spillede keyboard og rytme. Her handlede det om 80´er musik…. Tøsedrengene, Halberg/Larsen og den slags …vi spillede Danmark tyndt med et bookingfirma i ryggen.  

  1974

Du spillede også med Tommy Seebach ved jeg…

- Ja, det er rigtigt. I `81 stod han og manglede et band, så vi sagde alle pænt ja tak, og fik så tjansen i Seebach Band. Vi spillede i Tivolis Koncertsal, i Århus nye musikhus …og ikke at forglemme på en masse kræmmermarkeder.

Der er i øvrigt en sjov historie fra dengang. Vi var blevet hyret til at spille til Simon Spies´s polterarbend. Det skulle foregå på Ambassadør, i Århus så vidt jeg husker. Vi skulle blot spille to numre, nemlig ”Blue Spanish Eyes” og så ”Disco Tango”. Det gjorde vi så. Men vi var også blevet udstyret med hvert sit kort til baren, hvor Champagnen flød i rigelige mængder. Jeg kan huske, at vi var færdige med at spille kl. 22, men vi kom først af sted næste dags eftermiddag.

Det flød simpelthen med blanke champagnekølere overalt…behøver jeg sige mere?

En tre år efter dannede jeg en duo sammen med min nuværende keyboardmand Christian. Vi spillede mest til private fester og til firmaarrangementer, og det gjorde vi en hel del år, så vi skal faktisk helt frem til 2001, hvor vi fik Pia Blichfeldt med som sangerinde og vi kaldte os nu for ”Just a smile”. Den trio holder fortsat, og vi spiller stort set alt i den populære genre… alt der kan danses til.

 

Lyden …hvordan skal det egentlig lyde, synes du?

- Jeg har jo den opfattelse, at  vi meget gerne må have hver vores lyd. Der er ikke noget rigtigt og forkert, men det skal naturligvis være vellydende. Folk der kender mig ved, at jeg jo er sådan en slags Indiana Jones på jagt efter den stadig forbedrede lyd. Sådan har det været i flere år.

Flere i klubben har en god Shadowslyd nogle mere autentiske end andre og nogle med deres egen mere frie og flotte Shadowslyd. Knud Brix er for mig et fint eksempel på det sidste, men også Mogens Franklin og Niels Egelund, og den lille, altid smilende Poul Erik fra Fensmark, har en flot lyd , synes jeg – og sikkert flere, som jeg bare ikke har hørt endnu.

Så er der jo alt det svenske i form af Roger Paulsson måske mest kendt via Niels Egelund med numre som Lonesome Moonride, Into the Shadows, Rosie, osv…..det synes jeg også er en meget flot lyd. Faktisk er jeg ved at dreje min egen lyd mod den svenske. Her skal der jo noget mere rumklang til end vi nok er vant til, og helst uden at det bliver alt for vammelt.

Så en flot klar og sprød guitar med et langt ekko og med et predelay på rummet på mininum 200 ms.. - så man kun hører halen af rumklangen. Det er min lyd nu.

    

Så må jeg også vide lidt om dit grej..

- Når jeg spiller hjemme, så bruger jeg en Matchless DC 30, en Yamaha Magic Stomp pedal med Charlie Halls ekkoer og så en TC M3000 Reverb. Rumklangen har jeg haft længe, Magic Stomp´en fik nogle stykker af os efter en snak med Kurt Froberg fra The Ryders ved sidste store træf. Den er jo udgået, så man skal ud at finde den brugt. Min røde Matchless er ikke mere end et par måneder gammel. Den måtte jeg simpelthen overgive mig til. Jeg lånte forskellige forstærkere for at finde frem til, hvad jeg gerne ville have – eller ikke have. For jeg var kommet til det punkt, hvor jeg ville spille med rørforstærker og ikke udelukkende via digitaliseret lyd.

Jeg tog ind til Aage med Magic Stomp´en og min strat med sure strenge, satte den til Matchless´en og spillede blot nogle få toner. Så var den jagt indstillet. Største udfordring var at få slæbt den hen til bilen – den vejer som en middeltung kampvogn. 

Guitarmæssigt har jeg en Stratocaster Custom Shop `56. Det er en guitar, som jeg har været glad for, men jeg bliver aldrig en varm fortaler for, at man skal ofre alle de mange penge for sådan én. Den er godt nok lavet af noget ordentligt træ, men finishen er simpelthen ikke bedre end en billig strat. Jeg har også en hvid Burns Anniversary…en glimrende guitar med en fin lyd og en flot sustain. Og så er der jo den nye på vej…jeg er ved at få bygget min egen strat hos Henning Hansen på Fyn. Måske er han mere kendt under mærkenavnet HMH eller Hansen Guitars. Jeg er jo blevet inspireret af Niels´s guitar. Den nye guitar bliver bygget fuldstændig efter mine ønsker, og jeg glæder mig til at få den. Den bliver hvid med rosewood gribebræt og med guldhardware. Kroppen er lavet i mahogni og skulle få super sustain. Henning er en fantastisk fyr, som er dybt inde i alting omkring guitarbygning. Spørg ham om hvad som helst, og du får et udtømmende svar. Jeg har i øvrigt lige været ovre hos ham for at aftale, hvordan halsen skal være …og det blev til en hals som på den 63´er, jeg prøvede ovre hos ham – slank op til 12. bånd, hvorefter den bliver noget kraftigere for at give sustain.

Men tilbage til udstyret…når jeg er ude at spille, så er det med en Digitech 2120 som preamp, et PA anlæg  med JBL højttalere. Et godt anlæg med en god lyd. Folk ude på stederne sidder jo ikke som os andre guitarnørder og analyserer om guitaren nu lyder fuldstændig rigtigt. Det skal bare lyde godt.

   

Du er jo været med i klubben lige fra starten, så den betyder vel noget for dig?

- Det gør den bestemt også. Nogle af mine bedste venner har jeg jo mødt via klubben….Kim Brandt, Niels og Thomas. Og så mødes vi jo af og til hos hinanden for at indspille, afprøve nogle muligheder og ellers bare have det rart sammen. Af og til kommer der en CD ud af det, som ligger godt til anlægget i bilen. Klubbens hjemmeside er jeg faktisk inde på hver dag. Den har jeg stor fornøjelse af….og derfor en stor tak til Palle herfra for indsatsen.

Der har jo været en del gode træfs. Det er sådan, at jeg ofte har været ude at spille om lørdagen og først er kommet hjem meget sent – så har jeg simpelthen været for træt til at komme til træf. Men jeg var dog med i Nyborg sidste gang, hvor bl.a. Flingel Bunt spillede. Jamen,  det var et stor oplevelse. Ove han spiller uforskammet godt og lad mig også lige nævne Arne Østergård på trommer. En fantastisk musiker, som spiller trommer og ikke bare slår på dem – på den måde giver han plads til Ove. Men i øvrigt synes jeg, at hele Flingel Bunt er intet mindre end verdensklasse.

     

Du har noget nær Danmarks mindste studie…

- Ja, vi kan lige være to og en guitar derinde. Jeg har ellers fin plads omkring mig, men hvorfor jeg lige lavede studiet så lille, kan jeg ikke svare dig på. Jeg bruger meget tid på at lave backing til orkestret. Vi har jo ingen trommer, så det er vigtigt med nogle ordentlige rytmearrangementer. Jeg bruger samplede trommer og bas…det er vigtigt, at det lyder autentisk og med nærhed. Med nærhed mener jeg, at lytter man med lukkede øjne, så skal det være som om trommeslageren sidder lige ved siden af dig. Bækkenet skal synge længe efter …det kan et keyboard ikke lave. Det lyder ikke autentisk nok i mine ører.

Jeg bruger CubeBase SX og så har jeg også en harddiscrecorder – en Yamaha AW2400 som jeg købte for et par år siden. Studiet er mit lillebitte helle, hvor jeg elsker at sidde og spille eller lave lydfiler. Så sker det jo også, at der dumper nogen forbi til indspilning og hygge.  

  

Der er også noget med nogle ål, når du ikke spiller?

- Ja, jeg er jo så heldig, at jeg har jord ned til vandet, hvor jeg har min fiskerbåd liggende. Så tager jeg af og til ud for at fiske ål….og det er fantastisk. Al musikgrejet koster jo en hel del penge, og så ved vi jo alle, at farven på en ål er sort. …så må vi vist hellere runde af her, ikke?  

Skipper Katrine  har sat kursen ...

 

Hjemmeside: www.guitar-sound.dk

Stor hilsen

Bo Rasmussen