Denne måneds profil er:

 

Henrik Korsbæk   

 

Jeg hedder Henrik Korsbæk, og er født i Hjørring i 66. Bor nu i Rejnstrup mellem Næstved og Slagelse. Gift med Marianne og vi har 2 børn.  

Mine forældre flyttede til Bjerregrav i Midtjylland i 68, og her voksede jeg op.

Vi var 3 knægte der havde et band i skolen. Vi spillede ”The Wall” med Pink Floyd og Creedens Clear Water og den slags.

Jeg spillede trommer, og min far kørte jeg ved ikke hvor mange kilometer i Corollaen med grej.

Vi øvede i spejderhuset i Klejtrup, og et trommesæt på Yamahaen det gik alligevel ikke.

Det hele gled ud da vi skiltes ud i verden og fik kærester (Skal man være sikker på noget ikke virker, skal man bare involvere kvinder)  

På EFG i Aalborg boede jeg på kollegie, og fik aftnerne til at gå med at sidde i vaskekælderen (god akustik) og spille på min nyindkøbte Yamaha Western guitar. Spillede meget Simon og Garfunkel og Johnny Cash. Især Johnny Cash har en plads i mit hjerte.

Der er nu ikke noget som en gedigen gang kojazz til at blive glad i låget over. Selvom man ryger i spjældet eller skyder nogen i alle sangene.  

Fik min første bil i 86 da jeg skulle i lære i Thy på Tved klitplantage. Bilen var en Datsun 100 A med blanke dæk. Til gengæld havde den et splinternyt stereoanlæg købt i Brugsen i Thisted. Sammen med stereoanlægget købte jeg ”Brothers in Arms” med Dire Strait. Spillede Lpen over på bånd, og da jeg et par år senere skrottede bilen, var det eneste jeg pillede ud, det bånd (og mine hvide plysterninger)  

Så blev jeg soldat. Kom i Den Kgl Livgardes tambourkorps og slog på tromme ned gennem Strøget. Ved ikke om man kan kalde det professionel musiker, men jeg fik da penge for det.  Og en masse gode sjove oplevelser.

Der en del år, hvor min musikalske karriere samlede støv som lagde sig på min akustiske Yamaha.

Disse år gik med at arbejde i skovene jævnt fordelt i Jylland og på Sjælland. Jeg mødte også min kone, og fik børn og en hund og nye havemøbler og havetraktor.

(Ka I huske det der med at involvere kvinder?)

I 2000 blev jeg selvstændig. Startede mit enmandsfirma der bygger rundtømmeruse og bjælkehytter. Har også mit eget lille savværk. Kørte rundt på hele Sjælland og satte sommerhuse og et par helårshuse op. Har da også været i Sverige og bygge et par gange.  

For 4 år siden, fik jeg den tanke, at jeg ville tænke på noget andet end arbejde. Jeg satte mig for, ikke at lære at spille guitar, men jeg ville lære at spille ”Sultans of Swing”

Det nummer jeg sikkert har hørt flest gange i mit liv.

For at udføre et godt arbejde, skal man have det rigtige værktøj. Så jeg bestilte en Mark Knopfler signature Stratocaster. Der var imidlertid leveringstid på sådan en fætter, så jeg købte i samme hug et trommesæt til min datter, en Squire Stratocaster og en Fender G-Dec forstærker til mig selv. I øvrigt en fantastisk lille forstærker til små penge. Den har mange effekter i sig, og kan simulere forskellige forstærkere. Man kan også modellere sin egen lyd.  

De næste 8 laaange uger gik med at finde Marks lyd med dette udstyr. Jeg mener at kunne slå fast at Mark ikke har brugt min Squire på nogen af hans indspilninger.

ENDELIG kom der en pakke fra Californien sendt via Tyskland. Jeg kan huske hvordan den lugtede da jeg åbnede kufferten inde ved spisebordet. Kablet i G-Decen… den skulle ikke engang stemmes! Jeg har ikke rørt Squireren siden.

Jeg stod i 2 år og spillede Sultans of Swing, inden andre kunne høre det var den jeg spillede. Selvfølgelig har jeg ikke fundet Marks lyd, for den lyd han laver laver han med fingrene og ikke så meget med udstyret. Han kunne spille på en falsk ostehøvl, og man ville stadigvæk vide det var ham der spillede.

Men det ligner godt nok til mig, og nu har jeg også lært at synge med. Det var virkelig en udfordring, for det man spiller og det man synger, er absolut ikke det samme.

Næste tiltag i ”vognparken” var et PA anlæg og en Boss BR 900 CD harddiskrecorder. Jeg er ikke engang klar over hvad det lille apparat er i stand til den dag i dag.

Jeg bruger den til at lægge backingmusikken ind på, og så over PA anlægget.  En lørdag sad jeg og legede, og det blev til de indspilninger, som kan høres på medlemssiden.

Om det lyder godt eller skidt, vil jeg lade den enkelte bedømme, men det var sjovt at lave, og min mor blev glad!

Så traf jeg en mand der manglede nye vindskeder og tagrender på huset. Heldigvis havde han en Hank Marvin signature Stratocaster for meget. En japaner med gold hardvare og Kinmann PUer. Og oveni det hele har Hank ham selv i høje person skrevet sit navn på dækpladen. (Mener faktisk at kunne høre det på lyden)

Nu faldt det så heldigt ud, at jeg havde nogle vindskeder tilovers der lige netop havde de mål han skulle bruge, så vi byttede.

Han viste mig en cd der hed ”Final Tour” med Shadows. Hvis I ikke kender den, kan den anbefales! J

Så hjem og lede efter tabs på internettet. Så faldt jeg over klubbens hjemmeside. På den måde, kan man vel sige at jeg kom lidt ”baglæns” ind i alt den her ”Shadowsverden”

Man bliver i godt humør af den musik. ”Ægte musik kommer fra hjertet, og dør aldrig”. Jeg har spillet 2 gange på ungernes skole, og de elsker det.

Musik uden alder. 2 liveoptrædener mere er det blevet til. Sidste år til vores byfest og sidste år et ynkeligt forsøg med ”Gonzales” hos Inge og Per i Møldrup til Shadowstræf. Jeg svedte tran!... nå… men det skal jo læres. Man skal hoppe i…ikke noget med at stå og dyppe tæer først.

Det bringer mig elegant videre til mit næste udstyr. En Amtech Age Pro Echo. Fandt den her på hjemmesiden, hvor Per Nielsen ville sælge den. Købte den af Per, og senere også hans KCP Hank Marvin signature forstærker.

Det er i mine ører den bedste lyd jeg kan forestille mig. Jeg har aldrig forestillet mig ordet ”kakao” brugt i denne sammenhæng, men jeg har ikke bedre ord for det, så jeg citerer Per her: ”DET ER REN KAKAO” citat slut. Den synger som en kobjælde på en fjeldside en frostklar dag.

Hvis jeg er glad for udstyret, så er jeg da mindst ligeså glad for at have lært Per… og da ikke mindst Inge, at kende. Et par sjældne mennesker.

Per og jeg ringer af og til sammen og får en ”nørdesnak”  

Så har jeg fundet guitare, som jeg ikke kunne nænne at lade stå. Synes de så så ensomme ud, at jeg hellere måtte tage dem med hjem.

En Fender halvakustisk, som jeg er ved at lære ”Private Investigations” på.

En Mexicaner Strat, som jeg har omlakeret og monteret Surh V60 pickupper i. De mener det alvorligt, når de sender svingningerne videre til forstærkeren. Det er vel nærmest kakao i form af Bailey.

En Telecaster, også en mexicaner, for nu vil jeg til at spille Johnny Cash igen.

Og så en Acoustasonic Stratocaster. Købte den uset over nettet. Jeg havde sådan et billede af, at jeg kunne sidde ude ved bålet og spille på stratocaster. Det må jeg sige… uden strøm, lyder den mildest talt FESEN! (Automatkakao lavet på vand)

Men sendt igennem KCPen….. KAKAO! (Lavet på økologisk sødmælk)

Bruger den til numrene ”Mozart Forte” og ”Guitar Tango”  

 

Til slut vil jeg da sende en hilsen ud til alle Jer andre der som mig, ynder at lytte til lydene inde fra ”Skyggerne”. I mit tilfælde forholder det sig sådan, at jeg ikke har nogen i omgangskredsen der selv spiller musik. Det er skønt at gå ind på hjemmesiden her med mellemrum, og være i stand til at ”nørde” løs uden grænser.

Jeg har ikke været medlem så forfærdelig længe, og desværre var jeg forhindret ved sidste møde i Nyborg.

Sidste år hos Inge og Per i Møldrup var hyggeligt. Det var flot at så mange gjorde sig ulejlighed med at komme og udstille deres guitare og grej. Der var nogen SMÆKRE sager indimellem. Og rigtig mange dygtige musikere. Det gjorde jo så heller ikke min performance bedre J  ( Det var ikke kakao…det var te!)

Jeg skal til Møldrup igen i år. Det ligger fast.

Husk! Ægte musik fra hjertet dør aldrig! Det er jo det den her klub handler om.

Henrik Korsbæk