Denne måneds profil er:

 

Palle Vibe   Søren Sahlholt   Keld Jespersen    Børge Johnsen    Knud Brix

  

Swinging Back Beats (månedens profil nov. 2007) var blevet booked til at spille til Shadowsklubbens lokaltræf i Bagsværd oktober 2007.

Da singleguitaristen i Swinging Back Beats var forhindret til dette arrangement, lod Knud Brix sig overtale til at spille dette enkelte job med dem.

Under navnet Swinging Brix Beats gav de imidlertid en forrygende optræden, der var så god at de alle 4 blev enige om at fortsætte samarbejdet fremover.

I dag er bandet tilført smækre violintoner m.m. ved keyboardspilleren Palle Vibe, og de spiller nu under navnet:

Moonlight Shadows

 

 

Her fortæller de alle 5 om deres historie og indgang til musikken:

 

Søren Sahlholt (trommer)   

Jeg har lige så længe jeg kan huske tilbage banket rytme på et eller andet der var i nærheden. Grydelåg og skolens border var foretrukne emner.

På et tidspunkt nærmest tvang en skolekammerat mig hjem til ham for at høre en ny plade han lige havde fået.

Jeg var på det tidspunkt mest til jazz, men jeg havde ikke hørt mange takter af Shadoogie, før jeg var helt solgt.

Kort efter mødte jeg Børge, og vi begyndte at spille Shadowsmusik sammen.

Det var i 1962, og vi har gjort det lige siden, dog med en lang pause på over 30 år.

I 60erne spillede jeg på en kopi af Ludwig trommer der var fremstillet i Østtyskland. Tromsa hed de.

Da vi startede igen fik jeg et lille clubsæt af mærket Tama, men på et tidspunkt besluttede jeg at sælge konens pels og købe et ordentlig trommesæt. I dag har jeg et dejligt Premier sæt, dog er snarre trommen en Ludwig.

Mange Shadowsfans er af den opfattelse at Brian Bennett er langt bedre end Tony Meehan.

Årsagen skal nok findes i, at de fleste Shadowsfans er guitarister, og derfor ikke har noget som helst begreb om trommespil.

Tony, var min største inspirator i min ungdom, sammen med danske Bjarne Rostvold.

Prøv at høre D in love, Got a funny feeling, og ikke mindst de første indspilninger af FBI. Det er så tydeligt at Meehan har rødder i jazzen. Det swinger bare.

Det ærgrer mig at Tony Meehan ikke fik den udvikling med The Shadows som Brian Bennett fik, men sådan skulle det ikke være, og i dag må jeg indrømme at Brian Bennett er en formidabel trommeslager og musiker.

 

Børge Johnsen ( Guitar ) 

Måske var det min far, der vakte min interesse for musik. Han var meget begejstret for at lytte til musik, og helt i sit es, når han fra lænestolen dirigerede radiosymfoniorkestret. Han må have været god, for så vidt jeg husker, spillede de ikke forkert en eneste gang! 

For mig var det jo den nye musik, der var spændende, og jeg fattede tidligt interesse for guitaren som instrument. Jeg kan huske, at jeg så Tommy Steele i Otto Leisners Pladeparade, Jørgen Ingmanns trickindspilninger gjorde også et vist indtryk, og musik, hvor guitarer indgik, havde tidligt min præference.  

Da jeg var 9 fik jeg min første guitar – jeg har nok plaget livet af mine forældre. Jeg begyndte at gå til musikundervisning hos en ældre spillelærerinde. Det kom der nu ikke så meget ud af, bortset fra at jeg lærte alt om noder, G-nøgler og at spille skalaer m.v. 

Først da jeg til en klassefest i foråret 1962 hørte Blue Star med The Shadows, skete der for alvor noget.

Jeg blev fuldstændig grebet af deres sound og samspillet mellem guitarerne - jeg måtte have den plade.
Bevæbnet med nogle af mine sparepenge myldrede jeg ved først givne lejlighed ind til musikhuset Wilhelm Hansen i Frederiksborggade. Her fandt vi frem til, at Blue Star fandtes på en EP sammen med Shadoogie, Kon-Tiki og 36-24-36. Jeg glædede mig naturligvis til at komme hjem og høre den på grammofonen og stor var min skuffelse, da det viste sig, at der var fejl på pladen – selvfølgelig lige midt i Blue Star! Nå, jeg fik den heldigvis byttet og har den endnu.
 

Jeg tror, at det var The Shadows der for alvor satte det hele i gang for mit vedkommende. Et stykke tid efter festen fandt et par klassekammerater og jeg i hvert fald sammen om at danne vores eget band, naturligvis efter forbillede af The Shadows. Vi 3 skulle spille guitar og bas og så manglede vi blot en der kunne spille på trommer. Jeg fik så spurgt Søren, som også gik på Bellahøj Skole, om han kendte en dygtig trommeslager, og det gjorde han da. 

Vi 4 begyndte herefter at spille sammen under navnet The Sounders. Vi havde brugt vores sparepenge på vores nyindkøbte ens røde guitarer og Søren havde anskaffet et trommesæt. På daværende tidspunkt gik vi stadig i skole og havde derfor ikke umiddelbart råd til at købe andet udstyr, så udtjente radioer og båndoptagere måtte i starten agere forstærkere og sangudstyr. Det må have lydt forfærdeligt! 

Desværre stod kvalifikationerne ikke mål med ambitionerne, så bandet blev ikke rigtigt til noget.

Samme år fortsatte Søren og jeg herefter i The Back Beats, der efter et fogedforbud senere måtte skifte navn til Swinging Back Beats. Dette band fortsatte frem til 1967, hvor militærtjeneste, karrierer og familieforhold satte en foreløbig stopper for vores musikalske udskejelser.  

Swinging Back Beats genopstod i 2005 med samme besætning, men det er en anden historie.       

Musikken og familien fylder fortsat meget i min verden, men der bliver da også tid til lidt tennis og læsning af gode bøger. Derudover har jeg altid interesseret mig for biler og været fascineret af modeller; her tænker jeg altså på miniaturescenerier, modeller af tog og lign.!

 

Keld Jespersen ( Bas )    

Hvad kan der ikke ske, når en ung mand i 15-16 års alderen har fået undervisning i spansk guitar ½ time om ugen i et år efter skoletid? 

Man kommer til at spille bas (dog kun på en elektrisk spansk guitar) i bandet ”Swinging Back Beats” (forkortet til SBB). Inden længe blev det dog til en rigtig basguitar af mærket Höfner a la Paul McCartney. Eksemplaret findes stadig hos Keld. 

SBB kom vidt omkring fx forskellige ungdomsklubber, sommerjob i Nyhavn 41, Vallø Strandhotel, det historiske hus Jagtvej 69 (før det blev ungdomshus). 

Ungdommens musikalske karriere sluttede i 1968 med et par spændende år i ”Group Canaris” med sangeren Jean Lefevre med bla. at være husorkester i ”Club Canaris” på Frederiksberg. 

I december 2004 ringer telefonen, og en velkendt stemme spørger:

”Det er Søren. Er det Keld?   JA.  -  Har du lyst til at spille igen?   JA.”

Så i 2005 var Keld atter ”senior bassist” i SBB efter en pause på 37 år.

I 2008 også bassist i ”Moonlight Shadows”.

 

Knud Brix ( Leadguitar )   

Knud har spillet pop & rock siden de glade Hit-House tider, men det hele startede således:

Han blev født i en meget ung alder i 1950. Han fik sin første guitar i en alder af 13 år, og begyndte at lære de første akkorder.

Knud begyndte at lytte til de første plader med The Shadows, og blev straks grebet af den specielle og utrolig flotte guitarlyd fra Hank Marvin, og satte sig for at lære at spille på samme måde. Efter mange timer, dage, måneders, ja års øvning mestrede han de fleste numre fra The Shadows omfattende repertoire.

Snart kom der andre orkestre på banen, som f. eks. The Beatles, Rolling Stones, The Beach Boys, The Hollies og mange andre, og han begyndte at spille tidens pop & rock i forskellige orkestre op igennem 60’erne.

Efter en aften at have set Andreas Segovia på tv, blev han meget betaget af den smukke klang i den klassiske guitar, og Segovias virtuose behandling af instrumentet. Knud besluttede sig for at lære at beherske den klassiske side af guitaren. Efter nogle års ihærdig træning, lykkedes det at blive en nogenlunde habil klassisk guitarist, med en forkærlighed for barok -og renæssance musik, men også den spansk-inspirerede side af musikken har hans store interesse.

I dag spiller han i bandet Moonlight Shadows, som senest kunne opleves ved Shadows - festivalen på Restaurant Delfino D’Oro i Hundige.

Palle Vibe ( Keyboard )

 

Palle er omtrent født med et klaver i munden. I hvert fald har han mishandlet et opretstående fra han fyldte fire, til det faldt om. 

Siden kastede han sig over en Høfner guitar og plagede folk som fæ i en tremands teenagegruppe. Som ung gik han endnu videre og vildere til orglet i et par sagesløse landsbykirker og anskaffede endog sig selv et elorgel ved navn AceTone Top-1. Sideløbende overtalte han jævnligt en
uvidende flersporsbåndoptager til at tro, at han kunne spille bas på en elguitar og trommer på en rytmeboks. Derpå byttede han sin billigste kassettemikser for et Yahama stueorgel og gav sig til at spille til dans, og hvad værre var købte han et Yamaha Digital Grand og gav sig til
at spille til dinner.

Et par keyboards rigere i et senere livsstadie udgav han cd’en ”8 helt naturlige hits” skrevet og arrangeret af hans venstre hjernehalvdel og spillet af ham selv med hjælp fra højre og mirakuløst udgivet af pladeselskabet Tewa. 

Siden har han ubarmhjertigt ladet sine tonale tilbøjeligheder gå ud over en række forskellige bands og deres troskyldige dansepublikum iført Hammond loud-alike og høreværn. 

I Moonlight Shadows bliver hans mærkelige Norrie Paramor-agtige frembringelser dog heldigvis passende tøjlet, selv om de heftigt hærger for at blive hørt.

Palle er påståelig og stædig og savner enhver almindelig sund sans. Men…
han har dog også en mørk side.