Johnny Guitar

Johnny Winsløw, 57 år, født i Valby (Storkøbenhavn), boende i Hvidovre, guitarist & sanger, optræder dels solo og spiller leadguitar i 60èr bandet Crossliners.  

Hvornår begyndte du, at spille?

Det startede i 10 – 12 års alderen, hvor jeg sammen med min klassekammerat Niels Werner begyndte at klimte på en spansk guitar. Vi øvede og øvede og lærte at spille udelukkende efter gehør, men lærte dog også de alm. akkorder.Musikken vi lyttede til var først og fremmest The Shadows, Cliff, Beatles og Holllies.Vi besluttede os for, at vi ville danne en band og vi fik starter drengebandet Firkløveret.Udover Niels (nu Rocking Ghost) var Kaj Rose (ex Rocking Ghost) på bas og trommerne blev betjent af Poul Denhardt (Walkers).Men flere andre bl.a. Finn Grindorf (ex Clidows - trommer) var med.Vi var naturligvis også inspireret af Rocking Ghost, der netop var begyndt at optræde og blive kendte.Vi spillede bl.a. på deres udstyr til et skolebal.Efterhånden fik vi jobs og spillede rundt omkring, hvor vi nu kunne komme til det.

Foto fra 1963 – i forb. med en orkesterkonkurrence på Tisvildeleje Badehotel, hvor daværende Rocky Mountains var fast husorkester.Et band jeg som 14 årig gæsteoptrådte med i Skipperkroen i Nyhavn.

Tiden var jo gunstig for bands – der var adskillige orkesterkonkurrencer, Datidens musikmekka ”Hithouse” kørte for fulde huse og der var faktisk rigtigt mange steder med levende musik.

Hvilket musikudstyr spillede du på dengang?

Udstyret vi spillede på var set med nutidens øjne noget ”bras” – dog fik jeg mit store ønske opfyldt efter, mange avis- og kolonialudbringninger og efter, at jeg havde sparet sammen til en rød Høfner.

Jeg fik en hjemmebygget 8 watt forstærker og ekko var der ikke råd til – så vi nøjedes med rumklang.

Det var en sjov tid  og vi havde nogle gode år, omend der var store udskiftninger i bandet.

Kaj gik over i Rocking Ghost, Poul dannede bandet OS og Niels begyndte at spille sammen med bl.a. Niels Tuxen.

Efter nogle år standsede jeg, grundet erhvervsarbejde, bandspilleriet. Pausen blev dog noget længere, end jeg havde drømt om.

Den elektriske guitar blev erstattet af en ”super” spansk Oscar Teller guitar – købt hos guitarbyggeren Schlüntzen i Skindergade. Det var i 1971.

Herefter er mange år gået med visesang – også med optræden – og der er stadig visesang på repertoiret.

Foto fra et arrangement, hvor der blev spillet såvel visesang, Shadows og 60`er sangnumre.  

Hvad spiller du nu på af musikudstyr?

I 90èr indkøbte jeg en Tokai (jpn) Stratkopi og begyndte igen at spille den musik, som jeg holder allermest af – Shadows/Hank Marvin.

Via Internettet og den engelske UB Hank Club opdagede jeg nogle helt fantastiske muligheder for at spille instrumentalmusik med back up.

Efterhånden som fingerfærdigheden blev bedre, blev kravet til lyden også større.

Jeg fik fat i en pink Fender Strat (jpn) forsynet med Hanks egen autograf påført.

Guitaren blev via Jørgen i City Music forbedret ved, at der blev foretaget båndslibning og isat nye kinman pickups.

Guitaren er faktisk rigtig god -  ikke specielt køn – men den har god lyd og ligger godt i hånden.

Nogle år senere fik jeg fat i en Sort Fender Strat Custom 59 inde hos Jørgen. Det skulle jeg have gjort for mange år siden, mange penge kunne have været sparet ved at købe ordentligt ind fra starten. Det er suverænt den bedste el-guitar jeg har haft.

Jeg fik også fat i en telecaster custom – men med dels tele- og humbugpickup. Også en skøn guitar med den karakteristiske telelyd.

Burns havde i 2004 jubilæum og så måtte jeg bare have en sådan – den er efter min mening en utrolig flot guitar – men lydmæssigt foretrækker jeg min sorte strat.

Sidste indkøb er en 25 årig helakustisk Ovation Custom Legend – en af de bedste akustiske guitarer jeg har hørt – helt suveræn lyd og flot finish.

Af forstærkere bruger jeg henholdsvis Fender Hot Road og Twin Reverb og echoet er Amtech tilsat en smule TC kompressor.

Lyden er nok ikke helt så tæt på Hanks lyd, som mange andres, men da jeg holder af Fender twanglyden – så er det sagen for mig.

Endelig kan man købe nok så meget udstyr – den væsentligste del af lydbilledet kommer efter min opfattelse fra fingrene.

I og med jeg optræder solo har jeg naturligvis også PA-anlæg, såvel et aktivt Db 15” + subwoofer og Mackie mixer, samt passivt i form. af 15” JBL højttalere og Dynacord powermixer og så mine senheisermikrofoner.

Jeg har også en lidt dyrere trådløs guitarforbindelse Db- men det tager en lille smule af lyden.

   

Du spiller dels solo, men også i band.

Ja jeg optræder jævnligt med 7 timers musik – 3 timers shadows dinnermusik og evt. nogle viser/akustisk spil og sang og så ca. 4 timer dansemusik lige fra rock – til nordisk dansemusik.

En del af dansemusikken har jeg lavet hjemme i mit eget lille ministudie, via keyboard Solton 100, et godt lydkort og Cubase og mine guitarer, herunder Burns Bison bas. 

Vedr. Bandet har det desværre været nødvendigt med udskiftninger – de unge vi startede med ville prøve egne muligheder, men vi er i skrivende stund i fuld gang med at indøve de sidste numre med den nuværende og forhåbentlig blivende besætning – hvor vi alle er i 50.erne og alle er vilde med Shadows og Cliffmusik..

Hvad vil du betegne som din største oplevelse musisk?

Det må være, da jeg den 12.06.04 spillede på Marienborg til bryllup, hvor Statsminister Anders Fogh Rasmussens søn blev gift.

Men også her i august 2007, hvor min 8 årige søn for første gang sang offentligt på en scene, hvor jeg akkompagnerede. Da var jeg stolt – jeg håber vi en dag kan stå på en scene og spille Shadowsmusik sammen. Det ville være helt vildt sjovt.

 

Hvad mener du om Shadowsklubben?

Jeg synes det er herligt, at nogen vil gøre det store arbejde det er, at drive en klub, hvor vi kan mødes, snakke med ligesindede, høre god musik – høre særdeles gode guitarister eks.vis Ove fra Vejle og Jens fra Vanløse. Det inspirerer og mange gode input og råd kan man få i shadowsklubben.

Desværre havde jeg ikke mulighed for at deltage i Shadowdania – så de helt store arrangementer må jeg vente med deltagelse i, til det igen bliver aktuelt.

Jeg vil gerne opfordre til, at klubbens medlemmer så meget det kan lade sig gøre støtter op om klubben. Den skulle gerne vedblivende bestå så de unge, der ”hylder” guitarinstrumentalmusikken også fremover har et sted at møde ligesindede med samme musiksmag.

Hjemmeside: http://www.johnny-guitar.dk/