Denne måneds profil er:  

Tom Juul Nielsen

 

Jeg stammer fra Østfalster, hvor mine forældre havde en mindre gård.

Min far spillede lidt harmonika og de havde faktisk et klaver stående.

Det hele startede vist i det lokale forsamlingshus, hvor jeg dybt fascineret kiggede på de orkestre, der spillede til høstfester og juletræ... osv. ….

Når salen var pyntet med bøgegrene, knækkede jeg grene af, som trommestikker. Jeg var vel 4 år på det tidspunkt ...og mon ikke kimen blev lagt der.

Da jeg blev lidt ældre, lavede jeg trommestikker af brændet som blev brugt til komfuret i køkkenet. Så sad jeg foran radioen/ grammofonen og spillede på 3 plastikspande med et stort askebæger som bækken…..Senere fik jeg en rigtig lilletromme og et bækken.

I 1958 var jeg med en kammerat inde hos en nabo. Datteren havde en gul singleplade med en fyr der hed Cliff Richard, som sang "Dynamite"…Det var godt nok noget andet end...... "Hele ugen alene" og "Vildandens sang" !!!!!. Nu var der basis for at lære at spille trommer til tidens nye toner.

Til en skolefest i 7.klasse spillede et pigtrådsband der hed Les Lawless ,det var Cliff og The Shadows de spillede - og der var jeg jo på hjemmebane og jeg fik lov at spille to numre med dem. "Around and around" blev min debut med et rigtigt orkester - og både orkestret og jeg var temmelig forbløffede bagefter. Det nummer har altid været mit foretrukne med The Shadows.

Efter en lokal  amatørkonkurrence, kom jeg med i et pigtrådsband ved navn "Johnny and his Snakes", hvor der også stod Shadows på programmet. Senere blev musikken noget mere langhåret og jeg prøvede også at være ferieafløser hos de lokale helte "Danny & The Royal Strings".

1967 blev året hvor jeg hoppede over i ”dansktoppens verden”. Først med Sunshine Kvartetten (som havde en genial guitarist, som kunne spille Shadows så det sang..), og senere med Moonlights, som også spillede Shadowsnumre. Vi lavede flere plader og blev også testet på dansktoppen, og alene det gav mange jobs i hele landet.

På et tidspunkt gik der alt for meget ”suppe, steg og is” i det hele. Det skulle jo være sjovt at spille -  ikke et job !!!

I ´84 fik jeg chancen for at indspille et kassettebånd med Shadowsnumre, sammen med Mogens Teisner, som jeg spillede sammen med tidligere…

Det var faktisk det sidste rigtige aktive jeg lavede som musiker.

( Hør "Around and around"  HER )

 Men... mit Ludwig trommesæt står standby og venter.

Siden har The Shadows fulgt mig i mit liv og jeg har fulgt dem hele vejen…. Set dem…købt deres plader og har været medlem af Den Danske Shadows Klub 6-7 år, som jeg kom ind i ved et tilfælde via en god ven i Slagelse. Jeg synes det er rigtigt fedt at man kan mødes og rådyrke sin fetish.  Det har så også bevirket at jeg har fået gang i min Burns. Jeg synes klubben arbejder ok. Kunne måske ønske lidt nytænkning….Men er samtidig bevidst om at ting koster og tager tid, men  hjemmesiden, bliver bedre og bedre. Glæder mig meget til at se, hvad klubben byder på i fremtiden og.. at medlemmerne tager sig sammen og deltager med ting og indlæg osv.

Endvidere er jeg så heldig at være gift med Kirsten, som er til Cliff.. og det har givet mange sjove dialoger.. såsom….. 

"Der er jo en grund til at de hedder "skyggerne", de er jo backing for Cliff !!!"…..Hvor jeg så siger at han kun synger lidt når The Shadows har pause !!!!

Alt i alt har mit liv været fyldt med musik og det forventer jeg også at resten af livet bliver…..og nu går vi her i huset og venter på at Cliff og The Shadows finder ud af at give et par numre sammen, et eller andet sted i verden….

OG... vi har pumpet cyklen…..