René Westh
Jeg blev født ind i et musikalsk arbejder hjem i Hasle på
Bornholm den 8. marts 1951, - og begyndte at spille harmonika som 6 årig. Både
min mor og far spillede henholdsvis harmonika og sav. Min lillebror Dion
startede på grydelåg som 4 årig. Senere Banjo og så igen ”grydelåg” som
han betjener den dag i dag i Bornholms Musik Expres.
Jeg opdagede pop musik (og piger) som 12 årig, - d.v.s. i
1963, - men startede med at lytte til tidens opkomlinge som Kinks, The Who,
Beach Boys, Hendrix o.s.v.
Jeg fandt ud af, til min fars store fortrydelse og min
mors forfærdelse, at jeg ville droppe harmonikaen og spille guitar i stedet.
Der skulle imidlertid gå 3 år inden jeg fik lov til at få en guitar, og min
største frustration var hvordan jeg skulle lære det. Jeg kæmpede indædt for
at finde akkorder og metodikker, - men det var meget svært.
Min gamle spillelærer som lærte mig noder og harmonika,
kunne også lære mig at spille klassisk, - men det var jo ikke lige det der tændte
dengang…
Så jeg investerede mine 300 konfirmations kr i et gammelt
Hammond orgel på min fars anbefaling (jo jo, - men en oldgammel model der var
beregnet til at skrue fast til et klaver, - og så kunne det kun tage 1 tone ad
gangen) fordi jeg var blevet lovet at komme med i et lokalt opstået pop
orkester, ”Tomcats” hvis jeg skaffede et orgel. Jeg havde spillet som 10 årig,
sammen med lead guitaristen fra Tomcats, i ”de tre små cowboys” for 2000
mennesker til sildefesten i Hasle 1961.
Men da de fandt ud af, at det kun kunne tage 1 tone ad
gangen, - blev jeg kasseret på stedet, - og var helt nede i kulkælderen.
Den sommer hvor jeg var 15, blev jeg kontaktet af
”smarte Harry” alias Bent Jensen, der havde hørt at jeg havde et
Hammondorgel, - og han var ved at lave et orkester sammen med Frank Olsen (som
også havde været med i de 3 små Cowboys”), og vi gik i gang.
Jeg gik stadig i skole (Real Skolen) medens Frank som var
jævnaldrende med mig var gået ud efter 7. klasse og kommet i maler lære.
Så penge havde vi ikke mange af, - dog havde Frank købt
en Egmond rock guitar som det tilfaldt mig at prøve at spille på. Det krævede
sin mand, - idet halsen var rund som en ostehøvl, - og i 12. bånd var der ca.
2 cm at trykke ned.
Det lyder lidt som Hanks første guitar, - og jeg kunne dårligt
spille over 5. bånd. Men jeg kløede på, - og fik kræfter i fingrene.
Vi indsamlede alt hvad vi kunne af gamle radioer og
grammofon forstærkere, - og jeg flikkede det sammen efter bedste evne.
Vi kløede på, - og fik Svend Holst Pedersen med som
kunne spille bas på mit gamle Hammondorgel.
Jeg husker den tid fra 15 til 17 som min lykkeligste tid
med musik, musik og musik og store drømme, - men forpligtelsesfri. Vi kom
aldrig ud at spille som ”The Painters”, - men vi var altid sammen og drømte
store drømme.
Jeg ville egentlig have været radio mekaniker, - men
kunne ikke få en læreplads, - så det endte med en læreplads som elektriker lærling
i 1968.
I starten kom jeg ikke med ud på job, - men blev i stedet
sat til at rydde op på værkstedet, - og der, - stiftede jeg bekendtskab med
The Shadows for første gang. Mesters søn der var 6 år ældre end mig havde
lavet en compilation af Shadows hits på kassette fra Apache til og med 1968…
Det var intet mindre end en åbenbaring, - og jeg var
solgt på stedet.
Jeg indøvede straks Apache, Foottapper, Dance On o.s.v,
o.s.v. og vi tog det med på repertoiret.
Det var svært at spille på en elendig guitar og uden
vibrato, men det føltes rigtigt.
Jeg fik den længe behøvede hjælp til at udvikle mig på
guitaren fra en tidligere lærling der kom på besøg. Han var rejst til København
umiddelbart efter endt læretid, og ernærede sig som professionel guitarist i
Nyhavn. (Det var før den blev mondæn). Men spille kunne han, og han gav min et
par lektioner samt en bog om ”how to play Jazz and Hot Guitar by Mickey
Baker”.
Wow, - det åbnede mine øjne, - og nu studerede jeg denne
bog minutiøst fra ende til anden og fik grundlagt min viden om jazz harmonier
og soli. I en periode øvede jeg 4 timer om dagen, - og harmoniserede adskillige
melodier som vi spiller på samme måde den dag i dag.
Jeg nærstuderede bossa nova og samba, - og indstuderede
adskillige Jobim numre som vi også stadig nyder at spille.
Da jeg tjente lidt penge som lærling, - lykkedes det mig
at købe en brugt Gibson jazz guitar, - og jeg var længe af den opfattelse, at
jeg var inkarneret Gibson mand i modsætning til Fender.
I øvrigt hørte jeg ikke mange ud over Hank Marvin der
for alvor kunne få en Fender Stratocaster til at lyde af noget. Hendrix og
Clapton naturligvis, men det var alligevel noget andet…
Selv da jeg skiftere guitar i midt halvfjerdserne, - blev
det en Les Paul Deluxe som jeg anvendte op gennem firserne.
Vi spillede stadig Shadows numre, - og jeg havde også i
årene eksperimenteret meget med at indplacere flere tonehoveder i mine
Dynachord ekko maskiner. Men jeg blev i stigende grad frustreret over at jeg
ikke kunne ramme Hanks tone.
Jeg eksperimenterede med pickups, strenge, equalizere og
ekkomaskiner, - men havde aldrig råd til at købe ”den rigtige”
ekkomaskine, - og desuden forsvandt Binson fra markedet. EFTP var ikke opfundet
endnu, - ej hellere Amtech.
Så jeg klarede mig i mange år med 2 Boss digital ekkoer
som jeg havde konstrueret en feedback loop til. Det gav den der ”Da Dang, - Da
Dang” effekt og var egentlig ikke dårlig.
Helt lykkelig blev jeg dog aldrig i relation til min
Shadows fortolkning men det var da også overvejende ”Tøsedrengene”,
Halberg Larsen”, ”Shubidua”, ”News”, Stevie Wonder
o.s.v. vi fyrede af i firserne.
I 1988 sluttede ”Expressen” og kort efter fortsatte vi
3 mand først i ”Pedersen og dobbel-Westh” til ca 1996, - hvor vi holdt en
pause (første gang siden 1968) indtil 2001 hvor vi genoptog ”Bornholms Musik
Expres” stadig med min bror Dion lead Vocal og trommer, Svend Holst-Pedersen
Vocal, Bas og keyboard samt undertegnede Vocal og guitar.
En lille sjov historie var at vi solgte vores musikbil til
et lille orkester i Allinge som valgte at overmale B til A, - og dermed var
Allinge Musik Expres født. Det kalder de sig stadig, - tro det eller ej…
Jeg spillede fra 1989 til ca 1992 på en Casio (strat
kopi) med indbygget MIDI interface og kunne lægge strygere på når Svend havde
solo.
Denne guitar mindede mere om Hank lyden, - og havde også
vibrato arm. Jeg begyndte i denne periode at træne endnu mere på at efterligne
Hanks teknik og lyd.
Stadig på min gamle Echolette Klemt rør forstærker med
en D130F Lansing højttaler som jeg købte brugt i 1972.
Da jeg omlagde mit liv i 1991 og mødte min nuværende
(dejlige) kone Lone, fik jeg pludselig mulighed for at investere i instrumenter
igen og samtidigt en rigtig god sparringspartner vedrørende lyd.
Jeg købte i 1993 min nuværende Godin Artisan Signatur
model som jeg anvender den dag i dag.
Da vi startede Expressen op igen i 2001, - begyndte jeg
for alvor at dyrke Hank lyden og ekko tilsats. Jeg havde opdaget at der fandtes
en Amtec Age One på markedet, - men var utilfreds med at max delay var på 450
ms. Lige i underkanten til visse mønstre syntes jeg.
Desuden havde den kun faste mønstre.
Men så dukkede Amtech Age Pro op, - og en sådan købte
jeg. Bingo, - nu hjalp det. I mellemtiden stod min Lansing højttaler af, og jeg
skaffede mig 2 Celestion Greenback.
Jeg begyndte at nærstudere alt materiale omkring Hank
Marvin and the Shadows på internettet, - og faldt i den forbindelse over den
Danske Shadows klub hvor jeg straks tilmeldte mig.
Jeg læste med stor fornøjelse artiklerne i Shadows Nyt,
og begyndte selv at bidrage med artikler mest af teknisk karakter.
Jeg fandt ud af at Hanks strat model var bestykket med
Kinmann pickupper, - og efter en mail udveksling med Chris Kinman, - fik jeg et
Hank Marvin pickup sæt tilsendt.
Jeg valgte at genindsætte den originale Godin (Seymour/Duncan)
pickup ved Neck, - da jeg også holder meget af at spille Jazz og lidt Blues
(Still got the Blues i midtfirserne, - som dog i hele sin udstrækning var
nemmere at spille på ”the Fretless Wonder” alias Gibson Les Paul)
Tilbage var blot at udskifte den gamle Echolette forstærker
(der var blevet ustabil efter mange års tro tjeneste) til en Vox AC30CCh.
Ligeledes udskiftede jeg min G-Major til G-Force. Min AKG guitarbug til Shure
PGX14E trådløs, Alnico Blue i stedet for Greenback,- så nu kører det!
Jeg har haft mange dejlige snakke med medlemmer fra
klubben der alle har hjulpet mig fremad mod den ultimative lyd. (whateverthatis
:o)
Vi (BMEX) overværede The Final Tour koncerten i Valby og
blev voldsomt inspireret. De der ”gamle” mænd fyrede den simpelthen bare af
lige fra hoften. Super !!!
Jeg har anskaffet mig alle DVD’er med the Shadows jeg
har kunnet finde, - og naturligvis ”Just Hank”. (en god arbejds kollega har
rippet båndet til en DVD grundet bånd slid)
Final Tour DVD’en fra Cardif, har været min helt store
læremester idet det nu for første gang i mit liv var muligt at nærstudere
hvor på guitaren Hank placerede tonerne. Uvurderligt !
Hvor han laver sin ”dobbelt anslags” teknik eller slår
plekteret opad for at få de lyse toner først.
Det sidste var lidt af en overraskelse, - da jeg altid
selv overvejende har begyndt et riff med at slå nedad. Det holdt hårdt at
omlave gamle indstuderede vaner, - men det går godt nu.
Jeg kan i øvrigt anbefale ”Equinox V” for at få trænet
både dobbelt-anslags teknikken såvel som plektrum opad.
I sidste udgave af Shadows Nyt beskrev jeg effekten af
Teflon/Grafit saddel og slæder, - og det var ikke hos Åge, - men Åke Nathorst
Westfelt (http://guitar-tech.dk/) i København.
Han har en lærling der hedder Thomas, - og er ham der har hjulpet mig med min
Godin.
Jeg er rigtig glad for at der i Danmark er et forum
(klubben) hvor man kan diskutere og udveksle synspunkter på en ”nørdet” måde.
Jeg imødeser en fortsættelse af Jørgen Selmers Binson artikkel med stor spænding,
- da jeg faktisk havde lejlighed til at prøve ”Mogens Django Pedersens”
ombyggede Binson ekkomaskine først i halvfjerdserne hvor han spillede med sit
band på Strandhotellet på Bornholm en sommer. Den lød som noget fra en anden
planet, - og jeg vil prøve at efterligne mønstrene på min G-Force når Jørgen
kommer med nogle oplysninger om frekvensgang og timing mellem tonehoveder.
Da vi trænede til vores ”Shadows aften” i februar
2007, - truede min kone mig med at forære mig en paryk samt dråbeformede
briller hvis hun skulle høre mere Shadows :o)
Jeg havde på det tidspunkt set / hørt / trænet efter
Cardiff DVD’en næsten hver dag i 1 ½ år…
Okay måske også lidt nørdet, - men hvis del skal lyde
rigtigt, - så skal der trænes, - trænes, - trænes, - og …
Lige nu er BMEX i gang med at opøve et Shadows sæt
tilsendt os af Brian Locking som Bruce Welch har sammensat, og som vi vil præsentere
sammen med Brian Locking på Villa Nova i Rønne den 17. maj 2008. Men jeg har i
mellemtiden foræret min kone en MP3 afspiller så jeg undgår trusler om paryk
og briller :o)
Med
venlig hilsen
René
Westh
