..... denne gang i skikkelse af Johnny Winsløw, er taget nordpå til Helsingør for at finde månedens profil. Ikke Holger Danske til eventuel forveksling under hvælvingerne, men derimod Thomas Krüger hjemme i hans egen kælder.

Thomas har været med lige siden starten af klubben, han har været i bestyrelsen og han er nok mere kendt for sine tidligere skriverier i bladet end for sine sjældne optrædener på træffene.

Interviewet bringes her i sin fulde længde, som tilskrives Thomas´s trang til at tale om gamle dage, og interviewerens udeladelse af ja/nej spørgsmål.

 Thomas Krüger(tv) & Johnny Winsløw (th)....

på dette tidspunkt er det endnu ikke klart, hvem der er det egentlige interviewoffer.  

( Klik på billederne for at se dem i større format )

Hvorfor blev det lige guitaren, Thomas?

-Jeg tror, det var den dér fede jazzguitar på maven af Tommy Steel, der gjorde en del af udslaget.

En guitar…en mand og hans guitar …det var noget magisk for mig. Jeg beundrede også The Cliffters …alt sammen førte det mig en dag i marts 1961 ind hos Marno Sørensen i Skoubogade nr. 5 i København sammen med min mormor. Jeg var på vej til de 10 år, og jeg husker stadig duften af de mange akustiske guitarer. Jeg husker også, at min spanske guitar kostede 85 kr. Jeg skulle også lære at spille på den, så jeg røg op på en 1. sal på H.C. Ørstedsvej hos en ældre dame med knold i nakken. Ingen Tommy Steel dér, kun lutter syge øvestykker og skalaer. Det holdt da heller ikke længe. Derefter fulgte andre spillelærere uden at jeg af den grund øvede mig ret meget mere. Desværre kan jeg tilføje i dag. En af mit livs største skideballer fik jeg i øvrigt af en spillelærer på Frederiksberg Allé i holdets påhør. Ubehageligt, retfærdigt og lærerigt.

Hvornår dukkede Shadows op?

-Jeg er ikke helt sikker. Men jeg husker tydelig en aften i et ungdomsprogram, hvor introen til ”The Young Ones” klingede ud på min fars kontor og fuldstændig tryllebandt mig. Det gør den i øvrigt stadig. Jeg tror, det var første gang, jeg hørte Hanks guitar. Derefter stod den på LP´er og singleplader på konfirmationsgaven ”Bella Musica” i palisandertræ med separat højttaler og grammofon i radioens låg. Jeg tror, mit eksemplar af Shadoogie blev spillet så mange gange, at man kunne se lyset igennem pladen. Mens andre begyndte at spille Beatles, kørte jeg glad videre med Shadoogie og alle de andre kendte numre.

Har du så spillet siden dengang?

-Næh. I 1965 kom jeg til Sorø for at gå i skole dér medbringende min Höffner jazzguitar med Framus pick-upper integreret i stålslagpladen. Det var klart Shadows, det handlede om. På de mindre spillesteder ude i byen stødte jeg på det lokale The Spotlights – et fabelagtigt orkester, fordi de foruden sang kunne spille Spotnicks og Shadows – med Binson, Strat og hjemmebyggede forstærkere. Hans spillede lead og lignende lidt Hank med sine briller. Når Hans spillede Midnight eksempelvis, så var det som om Shadows var kommet til byen. Hans dukkede igen op i mit liv sådan cirka 35 år senere til et klubmøde.

Den helt originale 3 tonede 65-strat havde han stadig. Jeg nåede at opleve Hans spille Spotnicks sammen med Bo Johansen (senere leadguitarist i Spotlights) hjemme hos Hans i Birkerød. Fantastisk oplevelse! Desværre døde Hans kun 55 år gammel i september 2002, som omtalt i ShadowsNyt nr 14.

Jeg nævner det her, fordi det betød meget for mig dengang i 60´erne, og fordi det styrkede min interesse for Shadows. 1968-69 spillede jeg akustisk med min klassekammerat Per Berthelsen – far til den mere berømte Julie fra Grønland. Det handlede mest om Creedence og den slags. Per skulle af gode grunde sjældent hjem til Grønland på weekend og jeg gad ofte ikke, så der blev god tid til at spille. Når de fleste var futtet hjemad, kunne vi i fred og ro indtage et af baderummene med den fantastiske akustik. Efter studentereksamen indspillede vi musik i en lejlighed i Hvidovre, og det blev senere til 45 minutter i radioen på Grønland – mod behørigt honorar. Herefter ebbede det ud med guitaren, indtil jeg omkring 1995 kom til at købe en akustisk  Fender ”made in Korea” - den tjente dog mest som støvsamler de næste par år. Min dreng var imellem tiden begyndt med guitar-undervisning, med Shadows som jeg ganske uvildigt foreslog ham, og det bragte mig af og til tilbage til guitaren for at hjælpe ham.

Det store vækkelsesmøde skete en dag i midt-98, hvor jeg nysgerrigt havde forvildet mig ind i Apollon musikforretning i Hellerup for bare at kigge lidt. Snakke, snakke, The Shadows….”så skal du bare se, hvad jeg får hjem i næste uge”, sagde manden, hvis navn var Atle. Så sandt, 3 eksemplarer fiestarøde Hank Marvin strater med krom eller guld hardware. ”Ren porno” som en anden gammel Shadows-dreng korrekt istemte ved synet. Så kørte toget igen …

Der er noget særligt med dig og strater kan jeg høre…

-Ja, det er rigtigt. ”Du køber ikke en strat, du investerer i en drøm” med et let omskrevetFerrari-citat. En Stratocaster er min guitar. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg udefra ved SuperSound i start-60´erne aflurede enhver detalje på deres strater. Jeg tegnede dem derhjemme,og det var faktisk sådan, at jeg stort set kunne tegne en vellignende strat med lukkede øjne.

En af detaljerne som særlig bjergtog mig, var den skråtstillede bridge pick-up. Jeg vidste ikke hvorfor den sad sådan, men jeg var ganske tiltrukket af det. Her kommer jeg til at tænke på en pudsig historie. For nogle år siden var jeg i Atlanta for at lave en udstilling, og jeg fik også tid til at vælge mig en strat blandt de mange i ”Mars Music” – sådan en rigtig megastore. Den udvalgte var en tealgreen fat strat – en dejlig US Lone Star. Herhjemme fik jeg lavet split på humbucker pick-uppen, så den også kunne lyde som en almindelig single coil. Men trods guitarens flotte tone stod den ikke til at redde mest af alt, fordi jeg ikke kunne forlige mig med den lodretsiddende humbucker - guitaren blev solgt efter et års tid.

Nogle af mine tydeligste barndomsminder handler faktisk om guitarer. Som fx den fiestarøde strat til venstre for døren til 2.400 Kr. hos Hagström på Åboulevarden. Jeg tror, det var i 1963. Men gennem alle årene – også de mange år jeg holdt pause og ikke havde nogen guitar, har straterne i vinduerne i diverse musikforretninger altid virket som magneter på mig. Jeg skulle altid lige stoppe op og  kigge. Den dag i dag kan jeg også bare sidde og kigge på mine strater herhjemme og nyde linjerne og de forskellige detaljer. Tænk lige på hvor godt designet er på denne 1954 model. Den er jo indbegrebet af en elektrisk guitar. Den er stort set uændret siden dengang. Den er fortsat storsælgende og bliver ved med at være attraktiv for nye generationer. PH-lamperne og de danske designermøbler kan lidt af det samme, men hvor meget holder ellers designmæssigt fra 1954 uden det skal have krykken ”Retro look” som støtte?

Praleparaden trækker op i haven foråret 2002.

En enkelt Burns har sneget sig ind i rækken.

Er du lige så tæt forbundet med Shadows som med straterne?

-Det kan man nok ikke sige. Jeg har især været tiltrukket af Shadows´ tidlige periode…de lige-på melodier, dansetrinene, de blanke syntetiske jakkesæt, Hank´s aura af magi med brillerne, smilet, det let tilknappede udtryk – og så den magiske lyd selvfølgelig. Ingen kan som Hank tage sig ud med en guitar.

Jeg har aldrig været særlig vild med de senere instrumentale covernumre, og jeg har såmænd også ment, at Hanks lyd sommetider var dårlig. Men selv med min lange vedvarende interesse for Shadows er jeg ikke ”religiøs” …..jeg synes, man skal give plads til at spille Shadows-melodier med sin egen tone. Det skal blot lyde godt, men det behøver ikke lyde identisk. Det behøver ikke være Vox AC 30 og en fiestarød strat ….det er ikke sådan jeg bruger Shadows.

I øvrigt synes jeg det er tankevækkende, at mange af Shadows´ numre er ret enkle at spille, men de lyder sjældent lige så godt som  Hanks udgaver, når de fleste af os andre spiller dem. Jeg tør godt sige, at mange ikke når helt til forståelsen og feelingen af numrene. Sorry. Der er i øvrigt en pudsighed omkring Hanks seneste CD ”Guitar Man”. Hvad jeg lige har sagt om tidlige numre og covernumre, burde jo pege på, at jeg ikke bryder mig om CD´en. Men faktisk synes jeg vældig godt om den, fordi jeg synes Hank viser en udvikling… i lyden, spillemåden og i hele produktionen.

Hvad betyder klubben for dig?

-I dag betyder den primært tre ting….at jeg følger med via hjemmesiden, at der er et årligt træf, som virkelig rykker i mig og at jeg har en kontakt med mennesker fra klubben, som jeg sætter pris på.

Undskyld mig, jeg skal altså lige takke nogle mennesker her. Søren, vores formand, som har lavet et kæmpearbejde for klubben og som fik sidste års ShadowDania på skinner – hatten af for ham. Også Henning Duch og Palle, som fik designet en glimrende hjemmeside, hvor Palle hele tiden ajourfører den. De skal have en ”stor hånd” for deres arbejde - hjemmesiden er jo meget væsentlig for en vis fælles ”klubfølelse”, skulle jeg mene.

I starten betød klubben mere for mig, det kan ikke være anderledes. Alt var nyt og spændende –

Custom Shop, Kinman, UB-Hank, Q20, tablaturer og alt sådan noget man kunne snakke i timevis om. Efterhånden har jeg fået tingene nogenlunde på plads, og der er en vis gentagelse og dermed træthed, der sætter ind. Det er jo i bund og grund en udfordring at blive ved med at holde liv i noget, der er baseret på noget, der var og ikke rigtig er mere. Både som klub og som guitarist.

Skal jeg komme med et lille pip – og det gør jeg bare – så synes jeg, at man generelt skal blive bedre til at dyrke mangfoldigheden frem for det ensrettede. Det jeg mener er, at man ikke skal ringeagte ting eller personer, hvis noget stikker lidt ud fra ”det autoriserede” – at nogen måske stiller med en ny båndekko, en strat der er anderledes eller en forstærker, hvor der ikke står Vox på. Det er da herligt, at vi er forskellige midt i vores fællesskab. Jeg solgte i øvrigt min fiestarøde strat på selv samme konto. Og lige et pip mere – jeg har aldrig forstået den relative lille opbakning, der er til selv særligt attraktive træf. Hvorfor dukker der ikke flere op? Jeg vil helst ikke selv svare på spørgsmålet, men man kan vel konstatere, at det så bliver ekstra svært at udvikle og holde liv i noget. Derfor min særlige tak til de nævnte personer…og lad mig også lige nævne Per Nielsen, som et godt eksempel med hans årlige arrangementer på bopælen. Flot.  

Jeg har i øvrigt lige været til et aftenforedrag om det såkaldte ”girafsprog” kommer jeg til at tænke på. Det handler om, hvordan mennesker kan lære at kommunikere med hinanden på en ordentlig og ligeværdig måde….lærerigt fordi vi alle, faktisk uden undtagelse, gør mængder af fejl, når vi kommunikerer med andre. Der var også noget om påskønnelse, og det er pointen lige her - at udtrykke glæde over noget andre har gjort uden dermed at regne med at få noget til gengæld. De fleste mænd er dårlige til at rose og gode til at kritisere i form af negativ brok eller …?

Du spiller ikke så tit på træffene, hvorfor det?

-Det er jo noget man skal kunne lide, synes jeg. For mig er det lidt en overvindelse, og jeg har da også overvundet mig selv nogle gange, men…For mig handler det også om at være fortrolig med lyden – at jeg allerede fra starten ved, at jeg har det godt med den. Det er jo oftest med andres udstyr man spiller, og der er jo ikke mulighed for at prøve så meget af. Det skal helst lyde nogenlunde, som jeg er vant til. Ved en enkelt lejlighed spillede jeg sammen med Niels Egelund under navnet Oldfingers. Så kunne jeg fint dele spændingen med ham. Oldfingers gik i øvrigt i selv igen, da Niels ikke underligt helst ville spille, mens jeg i den periode mest var på jagt efter at lyde som en bestemt svensker.

Men det kan da være, at jeg dukker op igen, ellers er hjemmesiden med medlemmernes egne indspilninger jo et godt forum for os med det lange tilløb.

 Indtryk fra spillebulen.

Nogle ord om dit udstyr måske?

-Jeg har en Fender Vibrolux forstærker – med en god, lidt tynd (2x10”), men varm og klokkeklar tone. Den næsten obligatoriske Q20 med EFTP, hertil en TC Electronic G-Sharp, som jeg bruger til lidt ekstra rumklang. Den kører jeg tit ind i en lille mixer, så jeg får dens stereolydbillede blandet med guitar/Q20 via hovedtelefonerne og sammen med backing. En nyindkøbt programmerbar EQ-pedal fra Boss med 9 presets som jeg i det mindste synes er ret smart og en T-Rex kompressor. Et glimrende udstyr, skulle jeg mene – resten er op til mig. Da jeg ikke har nogen Vox bliver det jo så også en anden Shadowslyd end ”referencelyden”.

Jeg har 3 strater - henholdvis en Vintage Player med Texas Special pick-upper, en American Deluxe 50^th Anniversary med Samarian Cobolt Noiseless og den sidste ankomne, en  Classic Player 50 med 57/62 vintage pick-upper. Der er mest riv i Texas pick-upperne og mest blød klar tone i 57/62´erne. Classic Player´en gav jeg 5.300 Kr. for – meget mere behøver man faktisk ikke at ofre for at have en glimrende guitar. Det var dog nødvendigt at steldæmpe den – og det har jeg gjort med kobberfolio så den nu er tavs, og jeg har også fixet vibratorarmen, så der ikke længere er noget slør i den. En lille udboring i det øverste af gevindet i den fritlagte metalklods samt en tilpasset ”nylonforing” fra toppen af en passende rawl plug ned i udboringen (lad være med at eksperi-mentere).

Strater til meget over 13.000 kr. har ofte svært ved at retfærdiggøre deres priser, er mit postulat…

Var der ikke også noget med en dims fra en gardinstang…?

-Joh…rigtig husket. Jeg faldt på et tidspunkt over nogle såkaldte gardinførere.  De har noget plastik i enden, som jeg kunne slibe og afrunde og sprøjtelakere til nye, forbedrede knopper til vibrator-armen. Sådan nogle kreative projekter holder jeg meget af – det har jeg altid gjort, hvad enten det nu var guitarer, Minor-cabriolet´en eller de huse, jeg har haft. Man kan grine lidt af det, men det er i virkeligheden noget af nøglen til forståelsen af mig. Fx kan jeg gruble længe over, hvordan jeg får udtænkt en god løsning til at afhjælpe sløret i vibratorarmen, som jeg nævnte før. Eller hvordan jeg kunne få lavet min nye EQ-pedal, så jeg kan skifte mellem programmerne med foden – og ikke skal bøje mig ned og trykke med en finger. Det duer jo ikke, og det vidste jeg faktisk allerede inden, jeg købte den – også at jeg ville finde en løsning på problemet.

Lige så kreativ er jeg desværre ikke på det it-mæssige område… som nu, hvor vi to for nogle dage siden snakkede lidt om hjælpeprogrammer til Q20 og hvordan man gør osv…dér er det ikke lige mig, der finder løsningerne.

2 viskelæder, bukket plastik fra et omslag og en pæn del forsøg, tålmodighed og præcision indgår i den nye footswitch - som virker.

Jeg kan se, at du kan aflåse din guitarer på væggen…

-Ja, jeg er en forsigtig mand. Jeg læste i den lokale avis om en fyr, der havde fået stjålet to lækre strater ved et indbrud. Og så tænkte jeg, at det gider jeg ikke at opleve. De kan rende med noget af det andet, men ikke guitarerne. Jeg har ikke lyst til at slås med forsikringsselskabet og forklare det ene og det andet, og jeg har ikke lyst til at købe erstatningsguitarer. Jeg har præcis de guitarer, som jeg ønsker mig. Så nogle kraftige øjer skruet godt ind i murværket og med tilpasset wire rundt om gribebrætet og en lås på hver. Når alle er ude af huset, så aflåser jeg guitarerne. Det er hurtigt gjort og forhindrer i det mindste, at man bare lige vader ind og tager dem med sig uden videre.

Tryghed og sikkerhed - hvad der er mest af vides ikke.

Hvad spiller du, når du står med guitaren?

-Står eller sidder - ligesom mænd, der ikke må tisse på brædtet for deres koner...jeg sidder mest, og oftest med svensk backing i form af Roger Paulsson. Johnny, du har jo selv indspillet et nummer ”Into the Shadows” fra en af CD´erne – i øvrigt et smukt Lennart Clerwall nummer. Jeg spiller også Spotnicks numre af og til med backing fra de svenske ”The Goldfingers”. Og så naturligvis også Shadows, men nu ikke så meget. Jeg trængte for et par år siden til lidt forandring, og derfor supplerede jeg med noget andet. Jeg synes faktisk, det er et sundhedstegn, at man også spiller noget andet, og så kan man jo altid vende tilbage til Shadows eller lære nogle af de Shadowsnumre, man endnu ikke har lært – dem er der mange af for mit vedkommende. Jeg har også backing CD´er, som jeg endnu ikke har taget fat på, fx Jens Varmløses og en hel del af  Ian McCutcheon.

Jeg skal også lige nå at høre, om du har nogle musikalske projekter?

-Mit største musikalske projekt er faktisk at udvikle mig med at male på lærred. Jeg begyndte på det for nogle måneder siden, og det er rigtig sjovt. Ja, det er jo også noget musikalsk at udtrykke sig med pensler og oliemaling. Men tilbage til musikken…..jeg har tænkt mig at besøge Bo Rasmussen og indspille nogle numre, som jeg vil lægge på klubbens hjemmeside, hvis de ellers bliver ok. Det er jo altid nemmest at høre, hvad andre kunne gøre bedre, er det ikke en almindelig iagttagelse?

At forsøge at forfine lyden er jo en stadig rindende kilde, som nemt kan medføre en ny dims. Jeg skal også lære nogle flere numre og blive bedre til at aflytte dem. 

Og så kunne jeg faktisk godt tænke mig lidt hyggeligt samspil, hvis lejligheden byder sig. På lang sigt måske en strat mere – en dag med et gribebræt med myriader af birdseyes. Foreløbig glæder jeg mig til Nyborg 6/9…….  

Landskaber, virkelige som imaginære, er en af Thomas´s motivkredse. Her et eksempel.

Thomas, tak skal du have…jeg tror det rækker…

Klokken er mange, Johnny Winsløw drikker den sidste sjat kaffe, pakker sin medbragte  MagicStomp, samler papirerne og siger tak for en rigtig god aften, hvor tiden bare fløj af sted og hvor Thomas brillierede såvel lyd- og spillemæssigt og sætter atter kursen mod Hvidovre… hyggeligt møde tænker Thomas i døren.