Denne måneds profil er

Da jeg var en 11-12 år gammel kom jeg meget i Tivoli Karolinelund, og lige efter at man var kommet ind af hovedindgangen lå der en spillehal til venstre på stien. Uden for den var der en jukebox, hvor mit yndlings nummer var til at få spillet for en 25 øre "Do you wanna dance" med Cliff og The Shadows. Det er nok svært at forklare, hvad det er der sker med en når en sang eller melodi sætter sig som den gjorde med mig, men det er stadig de samme følelser der kommer frem hver gang jeg hører den.

Da jeg var 12 flyttede jeg til Virum på Sjælland. Jeg skal lige nævne, at jeg ikke syntes det var nemt for en ærkejyde at komme til et område i Nordsjælland, hvor man talte helt anderledes end jeg gjorde, men efter en lidt lang tilvænningsperiode fandt jeg en god kammerat, som kom til at betyde meget for min fremtidige udvikling i musikken.

Vi fik en god lærer Preben Fanøe og allerede ved tredje undervisningstime havde vi noderne med til FBI. Det var stort at høre en guitarist spille det nummer på en spansk guitar ( det forkerte sted på gribebrættet) og uden backing af nogen art, men det var STORT.

spille i orkester og interessen for de elektriske guitarer blev kæmpe stor, samtidig med at pengepungen var meget lille. Så det blev til mange spilletimer hos diverse musikforretninger, bl.a. Åge Jensens lille forretning på Nørrebro.

Nå jeg kunne skrive en roman om denne på sin måde dejlige tid, hvor vi prøvede alt for at få fat i nogle instrumenter vi kunne bruge, men det bliver alt for meget og til sidst fik vi jo hvad vi skulle bruge.

Jeg startede med at spille lead og Lars bas, og efter vi havde spillet på denne måde nogle måneder sammen med nogle gutter fra området, blev vi enige om at det måske var en ide at vi skiftede om, så Lars kom på lead guitaren i stedet for mig, da han var betydeligt dygtigere end jeg ( på dette tidspunkt var der jo dukket en del andre grupper op og andre former for guitarsoloer ) så vi byttede simpelthen guitarer og så forsatte vi derfra.

Jeg må sige at de første år vi spillede, var vi ikke med i nogen egentlig gruppe, men spillede lidt sammen med andre fra området og dannede grupper bl.a. spillede vi på Rungsted gymnasium til en fest, og hvem de andre i gruppen var står faktisk lidt uklart, men trommeslager var Mogens Sand ved denne lejlighed. Han spillede senere sammen med The Kids (Brd. Olsen) i en periode i deres meget tidlige start. Mogens erstattede på et senere tidspunkt Claus Jørgensen som trommeslager i The Buccaneers

Nå, men på et tidspunkt bliver Lars og kontaktet af nogle gutter som har spillet i en etableret gruppe i nogle år, og vi bliver spurgt om vi kunne tænke os at komme med da de lige havde mistet deres bassist og leadguitar, og vi sagde ja og var derefter medlemmer af gruppen The Buccaneers.. Året var 1964.

Øverst fra venstre: Claus Jørgensen trommer/sang, undertegnede bas og sang, Finn Thygesen sang/ div. rytme.

Nederst fra venstre: Henrik ? rytmeguitar, Lars Larsen lead guitar/sang.

PS: Hunden i midten var ikke fast medlem på det tidspunkt, selv om en cognac nu og da havde gjort godt.

Efter vi var blevet spillet ind i gruppen, som i øvrigt havde et helt anderledes repertoire end vi var vant til ( bl.a. The young rascals ) var vi ude og spille næsten hver weekend, og spillestederne var mangfoldige, dog var der to steder som gik igen og igen nemlig Frederiksdal kro, som på det tidspunkt kun var et stort træhus ( det eneste der var tilbage efter at selv kroen var brændt ned nogle år tidligere ) og så var der Heat House ( ikke at forveksle med Hit House ) som var i borgerforeningen i Helsingør.

Der er en sjov ting som dukker op hver gang nogen spørger om den tid og hvad vi havde investeret i instrumenter. Vi havde et Holler anlæg, danskbyggede forstærkere og sangkabinetter og en Vox ac 30 til lead guitaren, kun en Dynaccord ekkomaskine ( til sangen) og 4 Sure mikrofoner ( jeg kan huske at en sådan mikrofon kostede 900 kr. dengang det var totalt uhyrligt med de priser ) og på et tidspunkt gjorde vi hele anlægget op, der var for 50.000,- kr. !!! - Det var mange penge når man kun var lærling med ca. 300,- kr. om måneden.

Kort tid efter at vi havde regnet og divideret, var der en artikel på forsiden af Berlingske Tidende: en dansk gruppe havde investeret 100.000,- kr. i et anlæg , det var The Hitmakers, som kom på forsiden med denne historie.

Jeg ser af og til stadig mit gamle baskabinet fra den tid, nemlig hver gang Peter belli er på skærmen fra Hit House det står pænt i baggrunden. ( jeg købte det nemlig brugt der inde fra ).

Nå, men tiderne skiftede, vi var jo mange grupper på den tid. Jeg ved faktisk ikke hvor mange i Virum, men det var i hvert fald ikke under 4 og genren skiftede. Der blev mindre og mindre brug for live kopi grupper, da mange af spillestederne blev til diskoteker og en anden udvikling, som vi måske ikke lagde så meget mærke til i starten var, at vi havde fået påhæng på.

Pludselig en dag fik en af drengene at vide at han skulle være far og det gjorde at han nu måtte lægge mere flid i studierne og noget mindre tid til The Buccaneers, ja og jeg bliver nødt til at indrømme at det samme skete for mig, kort tid efter, så bandets liv ebbede lige så stille ud og efter nogle dejlige år sluttede det hele i 1967.

Hvad der er meget trist, i hvert fald for mig i dag er, at vi mistede fuldstændig kontakten til hinanden efter opløsningen af bandet og har intet hørt til og om hinanden i alle disse år.

Den moderne tid var jo godt i gang på det tidspunkt også med, hvordan parforhold udviklede sig og efter nogle års ægteskab blev jeg skilt og gift igen osv. og den musikalske del af livet lå meget lavt, indtil slutningen af halvfjerdserne, hvor jeg spillede bas sammen med Finn Petersen fra Peter Brothers, dansk top "Der er sol i dine øjne", men det blev ikke rigtigt til noget og jeg fandt nogle mennesker i Farum midtpunkt, islandsk sweater, fløjlsbukser, micro-macro mad etc. og vi startede et musikhold, som spillede "gammeldaws spillemandsmusik" og hjemmekomponerede sange om Anton og sådan noget. Det holdt et par år, så kunne jeg desværre ikke klare det mere, det var sgu for langt væk fra startpunktet.

Der gik nu næsten 20 år, hvor den udøvende musiker var fuldstændig gemt væk, og livet havde drejet mange gange rundt om sig selv i denne periode, skilsmisse igen, gift igen, så enkemand og der var sket alt for mange ting, så er det jo pludseligt at man står ved en korsvej og livet udvikler sig igen, på en måde man måske aldrig havde forstillet sig. Jeg træffer min nuværende livsledsager Ruth og mit liv tager en helt ny drejning, da Ruth opdager en gammel westernguitar, hjemme hos mig. Jeg skal ikke komme ind på her, hvordan jeg kom i gang med at spille igen, men kan udelukkende takke Ruth for at hun pressede på.

Men altså, jeg startede med at spille igen i 2001 og besluttede på det tidspunkt, at når det nu skulle være så måtte det blive de gamle rødder der skulle udforskes altså : THE SHADOWS.

Jeg havde faktisk kun været i gang i små 6 mdr. da jeg rendte ind i SØREN fra Tikøb, som jeg begyndte at spille lidt sammen med. Søren var suppe,steg og is musiker og kunne godt tænke sig en guitarist, men desværre gik det ikke helt så godt i længden, der var nok for stor aldersforskel, da jeg kunne være Sørens far og Søren var også for afhængig af at spilleindtægterne skulle være af en vis størrelse, men det var en sjov og rar start på musikken igen.

2002 er året, hvor jeg møder Børge Bjerg, også keyboard musiker, med fester som speciale. Vi mødtes til en konfirmation i min familie og jeg fortalte ham ( efter lidt rigeligt til næsen ), hvor fortræffelig Shadows fortolker jeg var, det må jo komme an på en prøve sagde han,- skal du med ud og spille? jo tak - sagde jeg og vores første job sammen, var for 400 tillidsfolk inden for postvæsenet i Kolding. Børge og jeg spillede meget i Heimdalsgade, et spillested for de unge på 40, altså dem der var 40 da dette udtryk blev opfundet, men hold da op. Selv om mange af gæsterne var 70 og derover, har jeg aldrig oplevet at 95 procent af publikum, altid var på dansegulvet. En oplevelse jeg heldigvis har fået.

Her er jeg sammen med Børge Bjerg, som tog mig under sine vinger da jeg var begyndt at spille igen. Børge er en utrolig dygtig festmusiker, som jeg nåede at have nogle hyggelige år sammen med, og lærte meget af

I dag - slutningen af 2009 - status. Jeg blev heldigvis medlem af Den Danske Shadows Klub i slutningen af 2007 og fandt ud af, at der var en verden af entusiaster lige som jeg. At de selv spillede de gamle numre - At de havde investeret i udstyr til optagelse , og at der fandtes et hav af gode muligheder for nu, at få det helt rigtige til backing af sin egen guitar. Så på en eller anden måde lever musikken endnu, måske mere end før, bare på en helt anden måde, og jeg glæder mig til vores træf, hvor man kan møde alle de andre leadguitarister i klubben. Godt at man ikke skal til at samle et band igen !- Der er jo næsten ingen som gider være Bruce Welch eller Brian Bennett.

Til slut vil jeg gerne bare sige, at det at høre de andres indspilninger, at sende sine egne ind, er til enorm stor glæde for mig. Og til dem, som ikke har taget sig sammen til at prøve det, skulle se at komme i gang, det er simpelthen så dejligt.