En weekend i  selskab med...

 

Det hele startede med, at jeg havde den store fornøjelse at opleve Brian Locking til ”ShadowDania 2007” i Nyborg, hvor hans musikalitet og smittende humør var en stor oplevelse. 

Min første indskydelse var, - ”bare jeg kunne få ham til at spille med os på Bornholm” hvis han overhovedet vil, - og jeg havde da heller ikke mod til at spørge ham direkte denne eftermiddag / aften. 

Da jeg kom hjem til øen, - fortalte jeg om min oplevelse til Jens Rehfeld (erindringscenter Bornholm) og at det kunne være kanon hvis man kunne få ham til Bornholm. Som Jens sagde, - du kan da altid spørge om han vil, og hvad det skal koste. 

Jeg nævnte mine planer for mine 2 spille kollegaer, og de var friske på ideen.

Dernæst komponerede jeg et brev til Brian Locking. Jeg fik addressen af vores formand Søren da Brian Locking ikke har en computer. Hans adresse er i øvrigt lang ”som et ondt år”. 

I brevet fortalte jeg om hvem vi var, - havde lavet gennem årene, - hvor vi havde spillet o.s.v. og at jeg havde hørt ham i Nyborg. 

Med bævende hjerte, - ringede jeg en uge efter at jeg havde sendt brevet for at få hans reaktion, - og til min store glæde, sagde han at, det ville han gerne. Jeg fik at vide hvad han skulle have i honorar, - taxi, - flybilletter, - ophold og fortæring, - og med disse oplysninger kunne jeg nu diskutere, hvorledes vi kunne skaffe den nødvendige kapital til veje, med Jens Rehfeld. 

Vi blev hurtigt enige om, at det ville blive nødvendigt med en række lokale sponsorer, - og Jens gik i gang. Faktisk lykkedes det ham på forbløffende kort tid at skaffe de nødvendige penge, - og jeg kunne inden jul 2007 konfirmere overfor Brian Locking at vi havde en aftale.  

Faktisk både købte og fremsendte vi en ordrebekræftelse i form af en flyreservation fra Manchester over København til Bornholm og retur. 

Nu kunne vi koncentrere os om repertoiret, - og adspurgt diskede Brian Locking op med en sætliste som Bruce Welch havde lavet, hvilket indebar at vi ud over de 13 Shadows numre vi bl.a. allerede spillede, - også skulle til at indøvede endnu 5. 

Nu er det sådan for os, at der normalt ikke er spillejobs i Januar, Februar og først i Marts på Bornholm. Så da vi havde afsluttet jobs den 5, januar, - stillede vi op i min øvekælder og tog fat fra en ende af. 

Vi øvede hver tirsdag på repertoiret så vi var ”gasblå” i hovedet. Og jeg øvede desuden dagligt på hele sættet i de følgende måneder. 

Faktisk er det hårdt arbejde kun at øve Shadows, - da man ikke kan tilføje noget. Blot blive bedre og bedre til at spille det præcist som the Shadows. Vi valgte at udføre alle numre efter ”Final Tour” versionerne, - bortset fra ”Guitar tango” og ”Nivram”. Vi adderede ”Dakota” og ”Strangers on the Shore” til sætlisten hvor Brian Locking spillede på sin mind harmonica og Svend spillede bas med venstre hånd somvanligt. 

Efter et par måneders øvning, - begyndte der at blive lidt krise over at køre det samme over igen og igen, - og for afvekslingen tog vi et par ”Big Fat Snake” numre på for at bryde mønsteret lidt. 

Jeg havde gentagne gange nærstuderet ”Final Tour” DVD’en og kortlagt ”Shads Walk” på de numre som indgik i sætlisten. Jeg sendte mine notater til Brian Locking, - og han konfirmerede mine iagttagelser.

Især F.B.I. ”walken” er krævende og indeholder mange momenter. Men også i ”Shadoogie” er der en hel del forskellige momenter. 

Jeg tilsendte Brian Locking en skitse over Københavns lufthavn, - da han kun havde 45 minutter til at gå fra Terminal 3 til Terminal 1, hal 6, og aftalte at jeg ville ringe til ham på mobilen når han landede i CPH for at evt. hjælpe ham på vej. 

Fredag den 16. Maj oprandt, - og jeg ringede ca. 10 minutter efter at han skulle have landet, - blot for at konstatere at han havde slukket mobilen.

Flere forsøg med mellemrum stadig uden held.

Endelig ringede en forpustet Mr. Locking og sagde, at nu sad han ombord i maskinen til Bornholm få minutter inden afgang og at maskinen fra Manchester havde være op imod en halv time forsinket. Hvilket gav ham 20 – 25 minutter til at bringe sig fra terminal 3 til hal 6 i terminal 1 i en lufthavn han ikke kendte.

Det er en ganske pæn spadseretur som jeg selv har tilbagelagt adskillige gange i forbindelse med mit arbejde.

Heldigvis fandt han vej og landede planmæssigt i Bornholms lufthavn 35 minutter senere. 

Vi fandt hinanden umiddelbart, - og adspurgt ville han gerne have noget at spise. Vi kørte ind på ”Fyrtøjet” i Rønne og spiste lidt buffet hvorefter jeg installerede ham på hotellet hvor han skulle bo. 

Om aftenen hentede jeg Brian Locking på hotellet og vi gik op til Hansens Bøfhus og fik en velfortjent peberbøf. Som Brian siger ”I have an international stomach”… Brian fortalte en masse spændende ting om både gamle dage med The Shadows samt nyere oplevelser. 

Selvsamme eftermiddag kørte jeg til Villa Nova for at kontrollere scenen der var stillet op til formålet blot for at konstatere, at den skulle pilles ned inden aften da der var afslutnings fest for ca. 500 erhversskoleelever samme aften. 

Jeg understregede, at når blot den var på plads inden næste morgen klokken 09:00 kunne jeg selv skrue gulvpladerne på plads med min boremaskine. 

Det var den heldigvis, - og 09:20 kunne vi begynde at stille vores instrumenter op. Scenen var ”kun” 5 meter bred og 2.44 m dyb. Det lyder måske af meget, - men når en tromme scene på 2X2 meter kommer op sammen med keyboard, baggear, basanlæg, mixer søjle, guitar anlæg, monitors, mikrofon stativer og pedaler, så var der ikke megen plads til at danse ”Shads Walk” på.   

Palle og Ulrik fra Den Danske Shadows klub, indfandt sig omkring kl: 11 og ca. kvart over hentede jeg Brian Locking på hotellet.

Vi var næsten færdige med at stille op, - og Brian gik i gang med at finde sin velkendte lyd på bassen. Det tog ikke lang tid før det lød som det skulle med den sprøde klare og alligevel fyldige tone han altid finder uanset grej.

Dernæst kom turen til mundharmonikaen, - og ikke mindst rumklangen. 

Det var faktisk det han talte mest om nå vi drøftede arrangementet i telefonen inden han ankom. Jeg forsikrede ham at vores TC-Electronics M2000 studie rumklang til 17000.- nok skulle klare opgaven. 

Jeg havde allerede nogle klange som vi selv anvender, - og min ”Julio Inglesias” rumklang på 4 sekunder var han ovenud til freds med. Han drejede selv på mixerens equalisering og havde meget hurtigt sin velkendte fyldige ”mellow” tone á la Toots Thielemanns. 

Han prøvede et par af sine backing tracks og var tydeligt tilfreds med kvaliteten af lyden. 

Så kunne vi spille sættet igennem fra en ende af. Brian kom med små gode forslag så som ”lidt langsommere tempo” i nogle numre,  ”lidt svagere passager” i andre numre og ”lidt mere bækken i afslutningerne samt at afsluttende stortromme slag i lighed med Brian Bennett”.

Selv om det kun var små justeringer, var det med til at gøre udførelsen endnu mere autentisk. 

”Apache” med shads walk, ”Geronimo”, ”Shadoogie” også med shads walk og over I “Dakota og Strangers on the Shore” som Brian spillede eminent på sin mundharmonika hvor Svend spillede bas med venstre hånd som vanligt. 

Svend fik ros for sit basspil, - og var naturligvis glad. 

I ”don’t cry for me Argentina” deltes vi om melodi stemmen på Brians opfordring, - og det gav nummeret en helt ny dimension. 

F.B.I. med de indviklede trin og spektakulære benspark fik vi også prøvet, - og endelig kunne vi klokken 15 køre til Fyrtøjet for at få en velfortjent frokost anretning.

Efter frokost kørte vi hver til sit, og jeg hentede Brian igen klokken 18:30 til spisning sammen med Dion og Svend igen på Hansens bøfhus.

Medens vi talte sammen om løst og fast, - udtrykte jeg at det eneste jeg havde svært ved, var at få Hanks fløjlsbløde tone på de lyse strenge i de stille numre, - hvortil Brian svarede, - ”its all due to the little red George Dennis pick that he uses.”

Jeg svarede at jeg havde læst om dette plektrum på nettet. (faktisk var det efter en henvendelse til Niels Henriksen (link fra shadowsclub hjemmeside til Danske shadows sider) at jeg fik et billede tilsendt af Hanks plektrum, - et George Dennis Sharp 1.30) Jeg fortsatte, at dette plektrum jo var temmelig tykt efter tallet at dømme, - hvortil Brian svarede ”Yeah, - but it has a soft attack”. Han havde et af slagsen med sig og gav det til mig. Det var en del mindre en det Clayton 0.80 jeg plejede at bruge, og jeg turde ikke anvende det i de hurtige melodier uden at have indøvet det, - men i ”Cavatina, Don’t cry for me Argentina og Sleepwalk” fungerede det helt fantastisk.

Det er sidenhen lykkedes mig at finde ud af at Køge musikcenter (56650290) forhandler dem til 5 stk for en tyver - kanon… 

Vi var der indtil 20:20 og kørte til Villa Nova hvor Jens Rehfeld allerede indledningsvis kl: 18:30 (hvor buffeten startede) havde budt  velkommen og takket vore sponsorer der havde muliggjort arrangementet. 

Klokken 21:00 gik Palle fra Shadowsklubben på og introducerede både Den Danske Shadows klub samt Brian Locking og BMEX og hyggede sig lidt med at der på Bornholm blot var 2 medlemmer af den Danske Shadows klub, - nemlig undertegnede og Jens Rehfeld. 

Så gik det løs, - og alle vore anstrengelser i øvelokalet kom os nu til hjælp.

Sættet kørte ”på skinner” og folk var ellevilde. 

Brian indledte de efterfølgende sæt med sit eminente mundharmonika spil som dækkede opera, klassiske stykker, internationale standards og Rock’n Roll til publikums store henrykkelse. 

Da vi i sidste sæt satte an til et nummer af Van Morrisson ”Have I told You lately that I love You” sprang Brian straks op på scenen og råbte ”what key ?”, - og fandt en mundharmonika frem til E dur. Han lavede en hel række flotte riff og spillede solo stykket til salens udelte begejstring. 

Vi sluttede af med ”Sleep Walk” i den nyere Hank Marvin version, - hvor Brian og jeg også delte melodi stemmen.

Publikum råbte på mere, - og Brian afsluttede en fantastisk aften alene med ”Time to say Goodbye”. It brougt the house down… 

Så var det tid til utallige autografer, - og efter at have kørt Brian til hotellet ca. 01:30 kørte jeg tilbage hvor vi pakkede sammen. Jeg lå i min seng kl 04:00 og roterede efter de mange indtryk.

Søndag tog jeg min 5 årige datter Alberte og Brian med på tur til Hammershus hvor vi gik hele borgen rundt. Jeg tilbød at korte turen af, - da der er mange trapper, - men Brian sagde ”No – no, - it’s good for me”…

Min kone Lone, var desværre blevet syg med feber og kunne ikke deltage. 

Brian var overvældet af udsigten oppe fra Hammershus, - og efter turen kørte jeg den smukke tur gennem ”Slotslyngen” gennem ”Finnedalen” til  restaurant ”Le Port” i Vang hvor vi tilbragte et par timer i selskab med Alberte og fremragende mad som vi indtog på terrassen med udsigt over Østersøen i dejligt solskin. 

Efter måltidet, - kørte vi tilbage mod Allinge og tog turen ned langs nordkysten (den Bornholmske riviera) kun med en afstikker ind om min spillekollega Svend Holst-Pedersen som er glaskunstner i Rø, hvor Brian fik et par af Svends meget smukke fyrfads holdere i glas som gave. 

Jeg slap en meget træt Alberte af i Nexø og kørte Brian til Rønne.

Forinden var vi inden om ”Kowskis” røgeri i Årsdale for at købe varmrøget laks til frokosten dagen efter. 

Den næste dag (mandag) skulle Brian hjemover om eftermiddagen, - og Lone var kommet så meget til hægterne at mine 2 dejlige ”piger” kørte med til Rønne kl: 10:00 for at hente Brian. 

Vi tog turen ind gennem Almindingen (Danmarks 4 største skov) med en lille afstikker til ekko dalen for at tjekke om det stadig fungerede. Og det gjorde det.

Hjem gennem skoven til Nexø og spise frokost, - hvor – Og  Nu kan Brian kalde sig Dansker, han spiste Lones hjemmelavede rugbrød med leverpostej og rødbeder samt den lækre varmrøgede laks skyllet ned af dejligt koldt øl fra Svaneke bryghus.   

Brian spillede et nummer på mundharmonika for Lone og Alberte inden vi tog i lufthavnen.   

Der mødte vi min bror Dion der var mødt op for at sige farvel. Og vi er da lidt stolte af at få ros af mesteren selv. 

Han sagde: ”It really went well didn’t it ?, - I didn’t have to add anything, - everything was there, - I could completely relax, - it was spot on. Even the little syncope’s towards the ending of Dance On, - brilliant. It felt like Brian Bennet was sitting behind the drums in Foottapper. Exelent, - you do play well together, - and, - I don’t want to leave…” 

Men han kom godt af sted, - og jeg har sendt ham en CD fra Palle med alle tilgængelige billeder hvor han selv er med…

Mit hoved summer stadig oven på alle de mange fantastiske indtryk, - og forhåbentlig kan det lade sig gøre at gentage arrangementet.  

Mvh.

 René Westh